Team Cranks og Good Habit Co. indgår strategisk samarbejde fra 2027-sæsonen
Team Cranks og Good Habit Co. indleder fra 2027-sæsonen et stærkt strategisk samarbejde med fokus på performance, hydrering og de bedste betingelser for holdenes ryttere i træning og konkurrencerne. Good Habit Co. bliver en fast del af holdets setup, men ambitionerne rækker længere end produktleverancer. Rytternes erfaringer skal bringes i spil i udviklingen af nye og eksisterende produkter, så erfaringer fra cykelsporten kan være med til at forme fremtidens løsninger.
Af: Ondrej Kralik, sportsjournalist og kommunikationsmedarbejder
Onsdag den 7. oktober dannede en skøn efterårsaften rammen om Team Cranks’ partnernetværksaften. Som traditionen byder, var der lagt op til et par timer i sadlen, inden aftenen fortsatte med networking, gode samtaler og inspiration blandt de fremmødte partnere.
Aftenens hovedtaler var Good Habit Co., som er det danske brand bag elektrolytten GoodDay™, der i dag forhandles hos bl.a. Hotel Nimb, Skodsborg Kurhotel, Sonny, Aurens Deli, Løberen og mange flere. Den danske producent og leverandør af elektrolytter og kosttilskud satte fokus på hydrering, performance og gode vaner. Samtidig blev aftenen en naturlig introduktion til et nyt strategisk samarbejde mellem Good Habit Co. og Team Cranks, som træder i kraft fra 2027-sæsonen.
Fokus på hydrering, performance og gode vaner
Fra 2027 bliver Good Habit Co. fast leverandør af elektrolytter til Team Cranks’ ryttere. Men samarbejdet skal mere end blot sikre holdet adgang til produkter. Ambitionen er at skabe et tæt partnerskab, hvor rytternes erfaringer fra træning og konkurrence kan være med til at videreudvikle Good Habit Co.’s kommende produkter.
Founder af Good Habit Co., Marius Bjerre-Petersen, fortæller:
“En god væskebalance er fundamentet for al performance, og det er dér, vi kommer ind. Vi leverer i forvejen til nogle af landets bedste fodboldspillere og langdistanceløbere, blandt andre Jacob Simonsen, der har dansk rekord på både halv- og helmaraton. Nu skal det nye kontinentalhold have et setup i verdensklasse.”
Når kroppen arbejder hårdt, og særligt under varme forhold, øges behovet for væske og elektrolytter, som blandt andet spiller en rolle for kroppens væskebalance, muskelfunktion og normale nervefunktion.
Team Manager Klaes Ravn Rasmussen ser derfor samarbejdet som en konkret mulighed for at give rytterne et enkelt værktøj, som kan indgå i deres daglige rutiner.
“Med adgang til elektrolytter og mineraler fra Good Habit Co. får rytterne et enkelt værktøj til at understøtte kroppens behov før, under og efter fysisk aktivitet. Produkterne bliver en naturlig del af rytternes hverdag og skal være med til at skabe gode rammer for træning, konkurrence og restitution.”
Marius tilføjer:
"Hydrering er kun begyndelsen. Vi er i gang med at udvikle flere produkter, der også understøtter rytternes restitution og generelle velvære, så vi kan dække endnu mere af deres hverdag."
Hvorfor Team Cranks?
For Good Habit Co. handler samarbejdet med Team Cranks også om at komme tættere på rytterne og den hverdag, hvor produkterne bliver brugt i praksis. Den tætte kontakt til rytterne giver virksomheden mulighed for at forstå deres behov og samtidig blive en del af det univers, Team Cranks er ved at skabe.
Marius uddyber:
"Vi bygger begge brands, med høje ambitioner, sans for kvalitet og et stærkt fællesskab omkring det. De er frontrunners i cykelsporten, og vi ser et oplagt match mellem deres univers og vores. Rytternes feedback bliver en naturlig og motiverende del i vores udvikling af de næste produkter.”
Erfaringer fra landevejen skal skabe nye produkter
En vigtig del af partnerskabet bliver den løbende dialog med rytterne. De kommer til at bruge produkterne under virkelige trænings- og konkurrenceforhold, og deres feedback kan give Good Habit Co. et konkret indblik i, hvordan produkterne fungerer i praksis, og hvilke nye løsninger der kan give mening. Dermed skal rytternes erfaringer bruges aktivt til at videreudvikle eksisterende produkter og undersøge mulighederne for nye produkter og produktlinjer.
På den måde bliver Team Cranks ikke blot modtager af Good Habits Co. produkter, men en aktiv sparringspartner i udviklingen af fremtidens løsninger inden for hydrering, elektrolytter og kosttilskud.
Fælles ambitioner
Selvom Team Cranks og Good Habit Co. kommer fra to forskellige verdener, deler de en ambition om at udvikle sig, tænke større og skabe noget, der rækker ud over det danske marked.
For Team Cranks handler det om at udvikle ryttere og skabe stærke rammer omkring sporten. For Good Habit Co. handler det om at udvikle produkter og vaner, der gør det lettere for aktive mennesker at understøtte deres hverdag.
Marius formulerer afslutningsvis:
“Vi har god smag til fælles, og godt selskab er det, vi lever for. Vi har begge vist, at det, vi laver, holder i Danmark. Nu vil vi løfte det til et internationalt niveau.”